Alt om influenza, vaccine og rejser til gravide
Er du gravid, kan det være svært at få overblik over, hvad du må og ikke må. Er det for eksempel forsvarligt at rejse til udlandet eller at flyve?Og er der steder, du helst skal holde dig væk fra?
Læs med her, og bliv klogere på, hvilke rejser du bør blive vaccineret inden, og om der er specifikke vaccinationer, du bør undgå, mens du venter dig.
Influenza vaccine til gravide
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler, at du som gravid bliver vaccineret mod influenza, når du er mere end 12 uger henne. Det skyldes, at du som gravid har større risiko for at blive alvorligt syg, hvis du bliver smittet med influenza. Influenza kan i sjældne tilfælde også føre til, at du aborterer eller føder for tidligt. Derudover mindsker du risikoen for selv at smitte dit nyfødte barn med influenza, efter du har født.
Der er derfor god grund til at få en influenza vaccine, når du er gravid. Så beskytter du både dig selv og dit barn. Er du alligevel i tvivl, om det er sikkert at blive vaccineret, mens du er gravid? Så læs videre herunder.
Bør du blive vaccineret, når du er gravid?
Om du bør blive vaccineret, mens du er gravid, afhænger blandt andet af hvilken vaccine, du ønsker, og om der er særlige forhold omkring din situation. Er du gravid, skal du derfor kontakte din læge for rådgivning, inden du bliver vaccineret. Der er dog nogle generelle retningslinjer, som er gode at følge.
Influenzavaccination er sikker for dig, der er gravid, og bliver også anbefalet specifikt til gravide. Influenza vaccinen er en ikke-levende vaccine, og de ikke-levende vacciner kan som hovedregel gives til gravide uden øget risiko for dig eller fostret. Andre ikke-levende vacciner er eksempelvis hepatitis A og difteri-stivkrampe.
Skal du ud at rejse, bør du som gravid beskytte dig med vacciner på samme niveau som andre rejsende, så vidt det er muligt. Dog bør du ikke lade dig vaccinere mod eksempelvis gul feber, da vaccinen er levende. Og som gravid bør du generelt undgå vaccination med levende vacciner, da fostret i teorien kan blive smittet af virussen.
Når du er gravid og får feber
Får du feber, mens du er gravid, skyldes feberen formentlig det samme, som hvis du ikke var gravid. Du kan eksempelvis få feber af en virusinfektion, der som oftest er helt ufarlig for både dig og barnet. Som udgangspunkt kan du derfor forholde dig roligt, hvis du er gravid med forbigående feber.
Du skal dog være opmærksom på, at der er nogle typer af virusinfektioner, der kan påvirke din graviditet i alvorlig grad. Disse sygdomme er bedst at undgå, mens du er gravid, da de blandt andet kan medføre fosterskader eller spontan abort. Det gælder blandet andet:
- Parvovirusinfektion, også kaldet lussingesyge eller den femte børnesygdom
- Røde hunde, også kendt som rubella
- Skoldkopper
- Toxoplasmose
En gravid kvinde med feber kan også være smittet med influenza, som kan være alvorligt for både dig selv og dit barn. Overvej derfor at blive vaccineret mod influenza.
Gravid og flyvning
Er din graviditet ukompliceret, udgør flyrejser normalt ikke en risiko for dig eller fostret. Det frarådes dog, at gravide flyver sent i graviditeten.
Det er en god idé at tjekke, om det flyselskab, du skal rejse med, har særlige regler for gravide. De fleste flyselskaber godkender, at du flyver frem til 36. uge. Hvis du er gravid med tvillinger, vil det typisk være frem til 32. uge. Efter 28. uge anbefales det, at du medbringer et brev fra din læge eller jordemoder med forventet termin og med information om, at graviditeten forløber normalt.
Hvis du har komplikationer i forbindelse med din graviditet, kræves en særlig medicinsk tilladelse til flyrejser. Gravide er nemlig i øget risiko for at få blodpropper i benene, uanset om du oplever komplikationer i graviditeten eller ej, og derfor bør du ved flyrejser over tre timers varighed benytte støttestrømper.
Inden afrejse er det godt at tjekke, om din rejseforsikring dækker i tilfælde af sygdom eller komplikationer på rejsen.
Vaccination og amning
Du kan godt blive vaccineret, selvom du ammer, da det ikke udgør nogen risiko for barnet. Dog kan vaccination med levende vacciner teoretisk smitte barnet gennem modermælken, og derfor bør du konsultere din læge inden vaccination.
Hvis det er nødvendigt at rejse til et område med gul feber, og du ikke må blive vaccineret, kan du få udstedt et undtagelsescertifikat for gul feber vaccination inden afrejse.
Beskyt dig mod myggestik
Der findes en lang række myggeoverførte sygdomme, og nogle af dem kan du forebygge ved vaccination. Men du bør generelt beskytte dig mod myggestik – gravid eller ej. Derfor er det en god idé at sove under imprægnerede myggenet og benytte myggebalsam i ririkoområder. Ved ophold udenfor anbefales det at bære tøj med lange ærmer og lange ben samt smøre myggebalsam på bar hud særligt efter mørkets frembrud.
Kan gravide rejse til malariaområder?
Generelt fraråder vi gravide at rejse til malariaområder, da malaria er en farlig og potentielt dødelig sygdom, der kan forløbe hurtigere og mere alvorligt for den gravide og fostret.
Der er kun få muligheder for medicinsk malariaforebyggelse til gravide. Hvis rejsen er strengt nødvendig, er det meget vigtigt at beskytte sig mod myggestik og at blive undersøgt for malaria, hvis du får feber – både under og efter ophold i et malariaområde
Kan du rejse til et område med zikavirus?
Vi anbefaler, at du udskyder rejser til områder, hvor der forekommer zikavirus, hvis du er gravid eller prøver at blive det. Zikavirus kan nemlig medføre fosterskader i form af for lille hovedudvikling og skader på centralnervesystemet.
Risikoen for zikavirus er størst i Caribien samt Mellem- og Sydamerika. Hvis du ikke kan udskyde en rejse til et risikoområde, er det særligt vigtigt, at du som gravid beskytter dig mod myggestik. Der findes nemlig endnu ingen vaccine mod zikavirus.