Hedeslag
Hvis du befinder dig i varme omgivelser i lang tid uden at blive kølet ned på den ene eller anden vis, er du i risiko for at få hedeslag – eller solstik. Du bliver ramt af hedeslag, når din krops temperaturregulering ikke længere kan holde din kropstemperatur på et normalt niveau. Når du får hedeslag, og din kropstemperatur overstiger 40 grader, begynder tilstanden at give alvorlige komplikationer. Du kan læse mere om, hvad hedeslag er samt hvordan du kan forebygge og behandle det her på siden.
Hvad er hedeslag?
Hedeslag bliver også kaldt solstik, og det er en reaktion på stærkt øget kropstemperatur. Det kan opstå hos alle mennesker og ses typisk ved langvarig udsættelse for høj varme, når du eksempelvis solbader.
Hedeslag opstår ofte hos rejsende på grund af det hurtige temperaturskift og den manglende akklimatisering. Din krop er nemlig ikke vant til de høje temperaturer, når du rejser til udlandet, hvor graderne ofte overstiger 30 og måske endda 40 grader. Du kan blive klogere på, hvordan du kan forebygge hedeslag længere nede på siden.
Det er ikke kun hedeslag, du har risiko for at få, når du rejser. Vi anbefaler derfor altid, at du medbringer et rejseapotek, når du tager til udlandet. Læs om, hvilke regler der er, når du rejser med medicin her.
Hvordan får jeg hedeslag?
Normalvis kan din krop holde sin temperatur på cirka 37 grader. Men hvis du opholder dig i områder med temperaturer, der er højere, end du er vant til, vil du være i risiko for at udvikle hedeslag. Solstik sker, fordi kroppens mekanisme for temperaturregulering svigter, og din krop ikke længere selv kan holde temperaturen på et tilpas niveau.
Hedeslag opstår typisk i varme og fugtige klimaer
Når temperaturer overstiger 33 grader, og luftfugtigheden er høj, er der en større risiko for, at du kan opleve hedeslag. Du sveder nemlig mindre, når der er en høj luftfugtighed, og når svedproduktionen i sig selv ikke længere er tilstrækkelig, har du øget risiko for at udvikle solstik. Det er derfor vigtigt, at du prøver at køle kroppen med koldt vand eller ved at søge skygge, når du befinder dig i et meget varmt og fugtigt klima.
Hvilke symptomer giver hedeslag?
Symptomerne på hedeslag starter som regel med svimmelhed, hovedpine og kvalme. Derudover vil du naturligvis have det meget varmt og svede mere end normalt. Hvis du ikke her forsøger at blive nedkølet, kan du udvikle mere alvorlige symptomer såsom:
- Hurtigere puls
- Rød, varm og tør hud
- Koncentreret urin
- Kramper
- Nedsat bevidsthedsniveau
Hvis kropstemperaturen overstiger 42 grader kan der opstå varige skader på flere organer herunder hjerne, lever og nyrer. Det er derfor vigtigt, at du søger skygge og mere kølige omgivelser, hvis du oplever symptomer på hedeslag, da det hurtigt kan udvikle sig.
Hvis du ikke har mulighed for at gå ind i et koldt rum, skal du søge i skyggen – gerne et sted hvor der er en kølig vind. Yderligere kan du hælde koldt vand ned ad ryggen og i hovedet, da vand har en mere kølende effekt end vind og blæst. Solbader du nær en strand eller pool, kan du derfor med fordel hoppe i vandet.
Hvem er særligt udsatte for hedeslag?
Alle kan blive ramt af hedeslag, men særligt børn og ældre er følsomme for udvikling af hedeslag, da deres krops temperaturregulering ikke er helt så god. Derudover er der nogle årsager, der kan være medvirkende til udvikling af hedeslag. Blandt andet kan det være:
- Hårdt fysisk arbejde
- Indtag af euforiserende stoffer
- Feber
- Hjertesvigt
- Dehydrering
- Fedme og overvægt
Hvordan kan jeg forebygge hedeslag?
Der er nogle forebyggelsesmetoder, du kan tage i brug, hvis du befinder dig i varmere klimaer, end du er vant til. Du kan eksempelvis forebygge store stigninger i kropstemperaturen således:
- Lad din krop vænne sig til den høje temperatur, før du begynder på hård fysisk aktivitet. Det kan tage fra nogle få dage til et par uger, men ved at lade din krop vænne sig til klimaet, kan du forebygge hedeslag.
- Drikke rigeligt – og gerne mere end normalt – med vand eller saltholdige drikkevarer. Vær derudover varsom med at drikke alkohol.
- Brug luftig beklædning, så din krop kan ånde og blive kølet af luften.
- Bo i lejligheder, huse eller hoteller med aircondition, og søg skygge, når du kan.
- Hop i vandet, når du får det varmt, eller forsøg at køle kroppen på andre måder med vand, luft eller lignende.
Hvordan behandles hedeslag?
Ved milde symptomer på hedeslag bør du nedsætte kropstemperaturen ved at opsøge kolde omgivelser såsom et køligt rum eller via kolde omslag. Ved alvorligere tilstande kan det være nødvendigt at sænke kropstemperaturen ved afkøling i et vandbad eller en bruser samt eventuel væskebehandling.
Husk, at vand køler hurtigere end meget andet såsom vind og luft. Forsøg derfor altid at bruge koldt vand, når din kropstemperatur er over 40 grader.
Hvad er forskellen på overophedning og hedeslag?
Om du oplever overophedning eller hedeslag kommer an på, hvad din kropstemperatur ligger på. Hvis din kropstemperatur er over 37,5 grader, er der tale om overophedning, men hvis din kropstemperatur overstiger 40 grader, er der tale om hedeslag. Det er altid en god idé at medbringe et termometer til at måle din kropstemperatur, når du rejser til varmere klimaer, end du er vant til.
Sådan kan du nedkøle personer, der oplever hedeslag
Hvis du er sammen med en person, der oplever hedeslag, er det en god idé at vide, hvad du skal gøre for at sænke kropstemperaturen. Herunder kan du læse om tre gode råd til, hvordan du kan hjælpe en person, som oplever hedeslag.
Brug kold vind med en vifte
Den letteste måde at nedkøle en person, der har hedeslag, er ved at bruge en form for vifte, så personen får kold vind på kroppen. Du kan derudover dryppe vand på personen, der vil blive nedkølet af luften fra viften.
Brug et koldt vandbad
Ved alvorlige tilfælde af hedeslag er den hurtigste metode til at sænke kropstemperaturen at lægge personen i et køligt vandbad. Dette kan dog være ubehageligt for personen da det kolde vand kan medføre rystelser. Her skal du passe på drukning, hvis personen mister sin bevidsthed – hav derfor altid en rask person til at holde et vågent øje.
Brug isposer, isterninger eller lignende
Har du adgang til isposer, isterninger eller lignende, kan du vikle dem ind i et tøjstykke, så de ikke har direkte kontakt med personen, der oplever hedeslag. Placér det kolde tøjstykke strategisk i lysken og ved armhulerne. Denne metode har en langsommere effekt, men kan stadig bruges.
Se vores anbefalinger til rejsedestinationer
Når du rejser rundt i verden, er det vigtigt, du ved, hvad du skal passe på, og hvilke vacciner du med fordel kan modtage. Klik her, og læs vores anbefalinger til forskellige rejsedestinationer i hele verden.