Hepatitis A og B – vacciner til børn
Vaccinen mod hepatitis A og B bliver også kaldt leverbetændelsesvaccinen, og som navnet indikerer, så kan smitte med hepatitis A og B ende med komplikationer i leveren. I sjældne tilfælde ender smitten med leversvigt og dødsfald. Du kan herunder blive klogere på hepatitis A og B vaccinerne til børn, som har en langvarig beskyttelse mod smitte.
Hvad er hepatitis A og B?
Vaccinen mod hepatitis A og B er den samme, da det er en kombinationsvaccine, der beskytter mod begge typer. Der er dog nogle få forskelle på, hvordan henholdsvis hepatitis A og hepatitis B smitter. Du kan blive klogere på forskellene herunder.
Hepatitis A virus
Hepatitis A virussen smitter som regel gennem afføring, og du skal derfor passe på med at sidde på toiletbrætter uden at tørre dem af, når du er i områder med dårlig hygiejne. Hvis der er meget dårlige hygiejniske forhold, kan virussen blive overført gennem drikkevarer og mad. Også ved seksuel kontakt med en smittet person, har du stor risiko for selv at blive smittet med hepatitis A. I nogle få tilfælde kan smitten blive overført direkte fra menneske til menneske gennem spyt og fysisk kontakt – såsom håndtryk og kram.
Hepatitis B virus
Hepatitis B virussen kan udover at smitte gennem ovenstående eksempler også blive givet videre gennem stik af urene nåle ved eksempelvis piercinger, tatoveringer, kanyler og lignende. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på sterilisation af nåle, når du modtager ydelser, der kræver stik i huden – specielt i lande med dårlig hygiejne. Så mindsker du nemlig risikoen for at blive smittet med hepatitis B markan
Hvad er symptomerne ved hepatitis A og B?
Symptomer på hepatitis A vil som regel vise sig efter to til seks uger efter smitte. De typiske symptomer viser sig i form af kvalme, mavesmerter, manglende appetit og gulsot – tegn på gulsot er gullige øjne og hud. Derudover viser symptomerne sig i form af mørk urin og lys afføring. Symptomerne kan vare lige fra få uger til mange måneder, og sygdommen kan ende med leversvigt og død, hvis du ikke får behandling.
Symptomer på hepatitis B er de samme som ved hepatitis A. Symptomerne for hepatitis B varer som regel mange uger. Fælles for de to sygdomme er, at du efter smitte vil være immun resten af livet, grundet de antistoffer din krop udvikler. Du kan altså ikke få sygdommen to gange.
De færreste børn under fem år viser symptomer på hepatitis A eller B. Derfor bliver det anbefalet at modtage vaccinen som barn, da den giver en langvarig beskyttelse mod begge virustyper. Den beskytter nemlig i minimum 40 år mod hepatitis A, og den giver formentlig livsvarig beskyttelse mod hepatitis B.
Kontakt din læge ved symptomer
Får du symptomer på smitte af en hepatitis A virus eller en hepatitis B virus, bør du altid opsøge en læge hurtigst muligt. Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser for dit helbred, hvis du ingen behandling får, efter du er blevet smittet med hepatitis.
Skal du vælge to eller tre doser, når dit barn skal vaccineres?
Ønsker du at dække dit barn for hepatitis A og B, er det oplagt at benytte en kombinationsvaccine. En kombinationsvaccine indeholder nemlig en vaccine mod både hepatitis A og hepatitis B samtidigt. Du kan, afhængig af den situation du står i, vælge to forskellige vacciner til børn mod hepatitis A og B, som du kan læse mere om herunder.
Mulighed 1: Tre-dosisserien
Den ene mulighed er at benytte Twinrix barn®-vaccinen, hvor der i alt bliver givet tre doser:
- dagen for første vaccine
- 30 dage efter den første vaccine er modtaget
- Yderligere seks seks måneder efter den anden vaccine er modtaget.
Hvis du skal rejse til udlandet, og altså ikke vil være hjemme i Danmark, anbefaler vi, at du modtager de første to vacciner til børn inden afrejse for at opnå bedst mulig beskyttelse på din rejse.
Efter du har modtaget alle tre injektioner, kan du forvente en langvarig beskyttelse mod både hepatitis A og hepatitis B. Du vil være beskyttet mod hepatitis A i minimum 40 år, og hepatitis B vaccinen giver formodentlig livsvarig beskyttelse. Fordelen ved denne mulighed er, at du kan opnå høj beskyttelse allerede efter én måned.
Mulighed 2: To-dosisserien
Den anden mulighed er at benytte Ambirix®, som indholdsmæssigt svarer til Twinrix voksen® – den indeholder altså mere vaccine end den almindelige Twinrix barn®, som du modtager i mulighed 1. Grundet det højere indhold i Ambirix®, kan du nøjes med to doser i stedet for tre:
- Den første dosis bliver givet på dagen for vaccination
- Den anden dosis bliver givet 6-12 måneder efter den første dosis
Ved mulighed to giver den første dosis optimal beskyttelse mod hepatitis A, men ikke mod hepatitis B. Det er først, når du modtager dosis to, at du er beskyttet mod hepatitis B.
Fælles for de to typer vacciner til børn er, at de giver en langvarig beskyttelse. Det betyder, at du ved mulighed to også er beskyttet i mindst 40 år for hepatitis A, og du får en formodentlig livslang beskyttelse mod hepatitis B. Fordelen ved denne mulighed er, at du sparer et stik og dermed også lidt på prisen uden at gå på kompromis med dækningen.
Hvilke bivirkninger er der ved hepatitis A og B vaccinen?
Du modtager vaccinen ved en injektion i den store skuldermuskel, der strækker sig ned over overarmen. Det kan resultere i nogle forbigående bivirkninger, som ofte viser sig ved rødme, ømhed og hævelse ved indstiksstedet. Derudover kan der komme bivirkninger i form af træthed, hovedpine, feber og almen utilpashed, men alle disse bivirkninger er forbigående. Bivirkningerne er sjældne ved vacciner til børn.
Hvornår skal du modtage vaccinen til børn mod hepatitis A og B?
Ideelt set skal du modtage vaccinen som barn. Hvis du ikke er vaccineret, og du skal rejse til et udsat område med dårlig hygiejne, skal du ved mulighed et modtage første dosis senest én måned før afrejse. Så kan du nemlig nå at få to doser og være optimalt beskyttet på din rejse.
Ved mulighed to skal du have to stik for optimal beskyttelse, hvorfor vi anbefaler, at du modtager denne vaccine mindst seks måneder før afrejse, så du kan nå at få begge doser. Bestil tid hos blivvaccineret.dk, og modtag vaccinen hurtigst muligt.
Kan dit barn modtage gratis vaccination mod hepatitis A og B?
Børn i daginstitutioner, hvor der er et barn under skolealderen med kronisk hepatitis B-infektion, kan modtage en gratis hepatitis B-vaccine, såfremt embedslægen vurderer, at det er aktuelt. Også børn under 15 år, som befinder sig i boligområder med kendte tilfælde af hepatitis B, kan modtage en gratis vaccine, hvis Sundhedsstyrelsen anbefaler det. Derudover kan personer med Downs-syndrom modtage et tilskud til vaccination. Du kan kontakte os vedrørende spørgsmål omkring vaccination mod hepatitis A og B.