Nødbehandling af malaria
foto af myggen Anopheles gambiae fra CDC i USA.
Malariabehandling
Malaria er en meget farlig sygdom, der især er udbredt i Syd- og mellemamerika, Asien og Afrika samt enkelte lande i Oceanien. Der er en specielt stor risiko for at blive smittet med malaria i Afrika. Hvis du rejser til et risikoområde, er det en god idé at medbringe malariabehandling i tilfælde af smitte. Du kan nemlig købe en kur til nødbehandling af malaria, som du kan tage med til din rejsedestination. Du kan blive meget klogere på denne behandling herunder.
Hvad er plasmodium falciparum malaria?
Du kan i alt blive smittet med fire forskellige typer malaria, hvor ‘plasmodium falciparum malaria’ kan være dødbringende. Derudover findes der typerne:
- Plasmodium vivax
- Plasmodium ovale
- Plasmodium malariae
Disse tre ovennævnte malariatyper er det, som man kalder godartet malaria, hvilket betyder, at smittes du med de typer, så er det sjældent dødbringende. Malaria er forårsaget af en éncellet parasit, og den bliver overført via myggestik. Efter du er blevet smittet med malaria, vil du få symptomer tidligst efter syv dage, men der kan altså også gå flere måneder, før komplikationerne viser sig.
Malaria kan give forskellige symptomer
Bliver du smittet med malaria, vil du typisk få influenzalignende symptomer såsom feber, hovedpine og muskelsmerter, men du kan også få kvalme, opkast og diarré. Hvis du ingen behandling får mod malaria, kan det i værste fald ende med organsvigt eller dødsfald.
Søg lægehjælp ved mistanke om smitte
Hvis du har mistanke om smitte af malaria ved for høj feber, eller du får symptomer som hovedpine og muskelsmerter efter eller under et ophold i en risikozone, skal du søge lægehjælp. Her kan du få en diagnose, hvor lægen vil tjekke, om der er en type af malariaparasitter i dit blod.
Medbring malariabehandling på din rejse
I nogle områder i Syd- og Mellemamerika samt Sydøstasien, hvor der er en kendt lav-risiko for malaria, kan du vælge at medbringe en nødbehandlingskur. Når du tager denne nødbehandling af malaria med på din rejse, kan du slippe for at tage forebyggende medicin.
Grunden til du kan nøjes med at medbringe et nødbehandlingskit er, at risikoen for smitte med malaria er mere begrænset i disse områder. Ved at undgå forebyggende medicin kan du slippe for de bivirkninger, som denne har. Rejser du til højrisikoområder såsom Afrika, bør du altid modtage forebyggende medicin før afrejse.
Hvad består malariabehandlingen til nødbrug af?
Nødbehandlingskuren til malaria består af Malarone®, som er den samme medicin, der bliver brugt til at forebygge smitte med malaria. I nødbehandlingen er der dog en større dosis, end der er i den forebyggende medicin.
Malariabehandlingen til nødbrug er også i tabletform, ligesom den til forebygning, men den større dosis gør den bedre til behandling, efter du er blevet smittet. Tabletterne indeholder atovaquon og proguanil, der er virksomme over for både plasmodium falciparum malaria og de andre tre typer af malariaparasitter.
Princippet er at have en kur med hjemmefra til at behandle malaria, hvis man er uheldig at få sygdommen. Hvis risikoen for smitte er lav ved din rejsedestination, behøver du altså ikke tage forebyggende medicin. Når du ikke tager den forebyggende medicin, kan du slippe for bivirkninger såsom:
- Kvalme
- Mavesmerter
- Diarré
- Hovedpine
- Mareridt
- Udslæt
- Hårtab
- Påvirkede blodprøver
- Feber
- Svimmelhed
- Sår i munden
Det er sjældent, at du får alle bivirkningerne, og generelt set kan de fleste tåle den forebyggende medicin uden at få alvorlige komplikationer. Du kan derfor stadig modtage forebyggende medicin, selv når du rejser til lavrisikoområder, men det er ikke en decideret anbefaling.
I stedet for forebyggende medicin kan du nøjes med at medbringe den stærkere malariabehandling på din rejse, som du kan tage i brug i tilfælde af smitte. Så undgår du unødig brug af forebyggende medicin, og de bivirkninger det kan medføre.
Hvordan virker malariabehandlingen til nødbrug?
Hvis du bliver smittet med malaria på din rejse, og du skal benytte dig af malariabehandling til nødbrug, skal du tage tabletter. Tabletterne bliver kaldt Malarone®, og de indeholder atovaquon og proguanil, der er virksomme over for selv plasmodium falciparum malaria, som er den mest alvorlige type malaria. Plasmodium falciparum malaria er resistent overfor mange andre malariamidler, hvorfor Malarone®-tabletterne er anbefalet.
Malariabehandlingen til nødbrug virker ved at hæmme de enzymer, der er nødvendige for malariaparasittens stofskifte og overlevelse i din krop. Tabletterne virker i de stadier, hvor parasitterne er i din lever og blodlegemer. Alle typer malaria kan blive behandlet, hvis du får den rette medicin.
Information ved brug af nødbehandling
Hvis du under din rejse eller i op til tre måneder efter hjemkomst føler, at du kunne have feber, skal du måle din temperatur, da det kan være et tegn på malaria. Det er af den grund en fordel at medbringe et termometer på rejsen.
Hvis temperaturen er over 38 grader er der tale om feber, og du skal mistænke malaria, uanset hvad dine øvrige symptomer er. Feber ved malaria kan være svingende, og du kan altså have nogle perioder, hvor din temperatur er normal.
Søg egen læge ved mistanke om malaria
Når du har feber skal du søge læge inden 24 timer, hvis det på nogen måde er muligt. Hvis du stadig er på rejsen, kan du ringe til din rejseforsikring, som kan guide dig til en pålidelig klinik eller et hospital, hvor du kan blive testet for malaria. Hvis lægen oplyser, at du har malaria, anbefaler vi, at du benytter den medbragte medicin. Der er nemlig risiko for at få uvirksomme behandlinger i mange lande.
I helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at nå til læge inden for 24 timer, kan du vælge at tage nødbehandlingen alene på mistanken om malaria. Hvis dette er tilfældet, skal du stadig søge læge hurtigst muligt, da feber kan være tegn på andre sygdomme end malaria, og du kan derfor få brug for en anden type behandling.
Følg vejledningen ved malariabehandling
Du skal altid følge vejledningen på pakken, når du går i gang med din malariabehandling. Ved behandling af malaria skal du typisk tage én tablet om dagen, men til børn kan doseringen være flere tabletter én gang dagligt.
Bliv klogere på sygdomme ved din rejse
Det er som regel ikke kun malaria, du skal være opmærksom på, når du rejser til udlandet. Der er nemlig mange forskellige sygdomme rundt i verden, som du med fordel kan blive klog på, inden du rejser afsted. Når du ved, hvad du skal være opmærksom på, samt hvordan du kan forebygge smitte, falder risikoen nemlig for at blive alvorligt syg. Bliv klogere på sygdomme og de vacciner du kan få på blivvaccineret.dk.