Rabiesvaccine
Rabies er en dødelig virus, der typisk bliver spredt til mennesker gennem bid fra dyr. På verdensplan forekommer der mellem 50.000 og 60.000 dødsfald hvert år på grund af rabies.Du kan heldigvis stille dig selv beder ved smitte med en rabiesvaccine. Hvis du kunne tænke dig at blive klogere på både rabiessygdommen og rabiesvaccinen, kan du med fordel læse med herunder.
foto af protein fra rabies virus fra CDC i USA.
Om sygdommen rabies
Herunder kan du blive meget klogere på rabiessygdommen.
Du kan blandt andet læse om, hvor rabies oftest forekommer i verden, hvilke symptomer du kan opleve, hvis du bliver smittet, og hvad du skal gøre, hvis du bliver bidt af et smittet dyr.
Hvad er rabies?
Rabies – eller hundegalskab – er en infektionssygdom forårsaget af rabiesvirus, der er at finde i mange dele af verden. Sygdommen er meget alvorlig, da den kan medføre hjernebetændelse og er dødelig.
Hvor forekommer rabies?
Den største forekomst af rabies er at finde i Afrika og Asien. Derudover ses tilfælde i Nord- og Sydamerika, Grønland samt Syd-, Mellem- og Østeuropa. I Danmark er der de seneste år kun fundet rabies hos flagermus, men der har tidligere været smitte hos ræve, der er kommet op til Danmark sydfra.
Virussen fra de danske flagermus er forskellig fra klassisk rabiesvirus. Den klassiske virus ses dog i sjældne tilfælde i Danmark hos ulovligt importerede dyr, der ikke har modtaget en vaccine.
Hvordan smitter rabies?
Rabiesvirus udskiller sig i spyttet hos smittede pelsdyr og smitter ved bid fra disse dyr. I Danmark er der de seneste år kun fundet rabies hos flagermus, men tidligere har der også været rabies blandt ræve. Når du rejser til risikoområder, er der mange forskellige dyr, der kan smitte. Det drejer sig blandt andet om:
- Hunde
- Katte
- Aber
- Egern
- Stinkdyr
- Ulve
- Vaskebjørne
Hvilke symptomer giver rabies?
Tiden fra smitte til symptomer ligger mellem alt fra tre uger til tre måneder. Efter du er blevet bidt af et smittet dyr, spreder virussen sig gennem nervecellerne til hjernen. De første symptomer er som regel feber og hovedpine samt muskellammelser og kramper i synkemusklerne.
Når virussen er nået til hjernen, vil den sprede sig meget hurtigt, og du vil få betændelse i hjernen og rygmarven. Sygdommen kan ende med dødelig hjernebetændelse. Der er ingen specifik behandling mod rabies, hvorfor du bør overveje at modtage en vaccine.
Hvordan stilles diagnosen?
Rabies diagnosticeres ud fra symptomerne og ved påvisning af virus i specielle PCR-prøver.
Hvad gør man efter et bid?
Da der ikke findes nogen decideret behandling mod rabies, efter symptomerne har vist sig, er det vigtigt at handle med det samme, efter du er blevet bidt. Efter et bid bør du:
- Afvaske såret grundigt med vand og sæbe
- Søge læge
- Påbegynde vaccinationsprogram med det samme
- Få antistoffer mod rabies, hvis det er muligt
Bliver du bidt, skal du have vaccinationer mod rabies, uanset om du har fået vaccinationerne i forvejen eller ej. Du kan dog nøjes med færre vaccinationer, og du er yderligere bedre stillet, hvis du er vaccineret mod rabies i forvejen.
Modtag en vaccine før afrejse
Du skal være opmærksom på, om du rejser til områder, hvor vaccination og antistoffer ikke umiddelbart er tilgængelige. Hvis du rejser til et land, hvor vaccinen ikke er tilgængelig, giver det særlig god mening at blive vaccineret inden afrejse, da du på den måde er bedst stillet i tilfælde af smitte.
Derudover er det vigtigt, at du husker vaccination mod stivkrampe, da et bid fra dyr og rabies yderligere kan medføre stivkrampe.
Om rabies vaccination
Hvis du skal rejse til et højrisikoområde, eller du aldrig er blevet vaccineret før, kan det være en stor fordel at modtage en rabiesvaccination.
Herunder kan du læse meget mere om, hvad vaccinen indeholder, hvor mange gange du skal vaccineres og meget mere.
Hvad består rabiesvaccinen af?
Vaccinen indeholder inaktiveret rabiesvirus, der beskytter dig og sænker spredningshastigheden i tilfælde af smitte.
Hvordan bliver en rabies vaccine givet?
En rabies vaccine bliver givet som en injektion i skuldermusklen, der strækker sig ned over din overarm. Når du modtager vaccinen, vil du kunne mærke et lille prik, og efterfølgende kan du opleve ømhed og rødme omkring indstiksstedet. Det er dog helt ufarligt at modtage vaccinen, og det er kun i sjældne tilfælde, at der opstår alvorlige bivirkninger.
Hvem bør vaccineres mod rabies?
Hvis du rejser til områder, hvor der er høj risiko for smitte med rabies, bør du modtage en vaccination. Især hvis du planlægger et ophold i et afsidesliggende område, hvor der ikke er tilgængelig behandling i tilfælde af dyrebid. Derudover bør personer, som arbejder med dyr modtage en vaccine. Vaccinen kan blive givet til både voksne og børn.
Hvornår skal jeg modtage vaccinen?
Til forebyggende brug anbefaler vi to vaccinationer mod rabies:
- Den første vaccination på dag nul
- En revaccination syv dage efter.
Hvis du har et svækket immunforsvar, kan du med fordel modtage en tredje vaccination 21 til 28 dage efter den første vaccination er givet. Selvom du er vaccineret forinden, skal du stadig opsøge læge med henblik på opfølgende vaccinationer, hvis du er uheldig at blive bidt, efter du har modtaget vaccinerne.
Hvor længe er jeg beskyttet mod rabies?
Det bliver anbefalet at modtage to doser af rabiesvaccinen, hvorefter der ikke er behov for yderligere, medmindre du bliver bidt efterfølgende. Har du et svækket immunforsvar, skal du modtage tre vaccinationer. Hos særligt udsatte personer – eksempelvis personer som arbejder med dyr – kan man revaccinere efter 1 år og herefter hvert femte år efter forudgående antistofsmåling i en blodprøve.
Hvilke bivirkninger er der til vaccination mod rabies?
De hyppigste bivirkninger til vaccination mod rabies er milde reaktioner ved indstiksstedet såsom ømhed, rødme og en smule hævelse, men disse bivirkninger forsvinder efter få døgn. Feber og almen utilpashed forekommer hos under ti procent. Alle bivirkningerne er forbigående, og andre bivirkninger er sjældne.
Læs om sygdomme og vacciner på blivvaccineret.dk
Hvis du skal på en verdensomspændende rejse, er det vigtigt, at du har styr på hvilke sygdomme, du skal være ekstra opmærksom på. Læs derfor vores anbefalinger til forskellige rejsedestinationer, så du kan blive godt klædt på til alle de sygdomsrelaterede komplikationer, du kan møde på din rejse.
Hvis du blot skal rejse til et enkelt land og så hjem igen, kan du også finde informationer om det pågældende land eller område. Du kan bestille tid til vaccination nederst på siden eller ved at klikke her.